Hej alle sammen! I dag tager vi på en fascinerende rejse ind i Polyrhachis dives's verden, også kendt som guldhalemyrerne.

Polyrhachis dives udviser en bemærkelsesværdig tilpasningsevne og trives i en lang række miljøer, herunder bambuslunde, fugtige områder, mangrover og baldakiner. De er også almindeligt forekommende i semi-urbane områder som parker og haver og kan observeres i højder op til 2100 meter over havets overflade.

Disse mellemstore, gyldne myrer er trælevende og lever hovedsageligt i træerne i Sydøstasien, fra Japan til det nordlige Australien. I Australien foretrækker de åbne savanneskove og sumpede kystsletter. Her bygger de store reder med flere kamre af silke og karton og integrerer disse strukturer i grene og blade på små træer og buske.

På Okinawa i Japan limer disse flittige myrer blade sammen med larvesilke for at skabe deres reder i træerne. For nylig har de udvidet deres udbredelse nordpå på øen, men årsagen til denne bestandsstigning er stadig et mysterium.

Lad os nu dykke ned i, hvad der gør dem så specielle. Polyrhachis dives-arbejdere er normalt mellem 6 og 8 mm lange, mens dronningerne er meget større, omkring 12 mm. De har et fantastisk metallisk skær med skinnende gule eller sølvfarvede bånd på deres store gaster, hvilket får dem til at skille sig ud fra andre Polyrhachis-arter. Det er derfor, de ofte kaldes guldhalemyrer.

Etymologien bag deres navn giver et indblik i deres udseende: "Poly" betyder "mange" på oldgræsk, og "rhachis" betyder "højderyg" eller "rygsøjle". Deres mesosoma, eller midtersektion, er kendetegnet ved tilstedeværelsen af pigge ved endepunkterne, som fungerer som en forsvarsmekanisme mod rovdyr som f.eks. krybdyr. Disse myrer er lette at identificere på deres tætte, sølvfarvede hår, som dækker hele kroppen med en særlig koncentration på maven.

Polyrhachis dives er monomorfe, hvilket betyder, at individerne generelt har et ensartet udseende, selvom der kan observeres små størrelsesvariationer mellem generationerne. Desuden er der regionale forskelle: Asiatiske P. dives har dybere indhak på hovedet og mere buede pigge sammenlignet med deres australske og new guineanske modstykker.

Især viser disse myrer gyno-polymorfisme, hvilket indikerer tilstedeværelsen af to typer dronninger: mikrogyner, som har en lidt større mesosoma end arbejderne, og makrogyner, som er betydeligt større. Begge dronningetyper kan eksistere side om side i samme koloni.

Polyrhachis dives-kolonier kan rumme flere dronninger - op til cirka 50 dronninger, der samarbejder harmonisk. Dette arrangement letter væksten af deres kolonier til betydelige størrelser, som nogle gange omfatter titusinder af arbejdermyrer. Deres superkolonier kan være så tæt befolket med arbejdere og dronninger, at det bliver en udfordring at estimere deres population præcist. Hvert bo kan rumme fra et par hundrede til flere titusinder af myrer, herunder adskillige dronninger.

Polyrhachis dives er kendt for deres aggressive adfærd, når de bliver truet. Selv om de ikke har en brod, har de en klassisk forsvarsmekanisme: De kan sprøjte myresyre ud af en acidopore, der sidder i den bageste ende af deres bagkrop. Dette træk er karakteristisk for Polyrhachis-myrer, selv om intensiteten og hyppigheden af denne adfærd kan variere.

Ud over deres aggressive tendenser indtager disse myrer mad i store mængder og har en betydelig indflydelse på deres økosystem. De jager aktivt efter insekter og samler sukkerbaseret føde. De er i stand til at spise en fårekylling helt ned til dens ydre skelet.

I et eksperiment med en indendørs koloni blev det observeret, at økologisk honning blev usædvanligt godt modtaget af myrerne, hvilket understregede deres forkærlighed for denne særlige fødekilde.

Polyrhachis dives bygger deres reder i en kugleformet struktur ved hjælp af en række forskellige materialer, herunder jord, små sten, plantemateriale og endda dyreafføring. Denne blanding skaber en mørtel, der binder blade og andre plantematerialer sammen og danner indviklede og holdbare reder.

De bruger silke til at forme deres reder, som skabes af deres larver, lige før de forpupper sig. Dette arbejde kræver mindre samarbejde end Oecophyllas' vævestil, men de indsamler stadig materialer fra jorden.

Desværre har de været nødt til at tilpasse sig mennesker og bygge deres reder af vores affald og forladte bygninger.

Undersøgelser viser, at de tidlige Polyrhachis-myrer boede i træer og brugte larvesilke til at bygge reder. Med tiden flyttede nogle arter ned under jorden og holdt op med at bruge silke. Nogle få arter vendte dog tilbage til at leve i træer uden at bruge silke, mens to arter bruger edderkoppesilke til at bygge reder på klipper. Silke i Polyrhachis dives giver sandsynligvis ikke beskyttelse mod parasitter, og det gør den karton, de bygger, heller ikke.

Et par sidste ting: Polyrhachis dives-dronninger har en relativt kort levetid på ca. 12 år, hvilket er ret længe for et insekt, men ikke meget sammenlignet med Lasius-dronninger, der kan leve op til 30 år.

Polyrhachis dives-myrer hjælper med at regulere skadedyr på træer og er en del af føden for det truede kinesiske pangolin, hvilket gør dem økologisk vigtige.